Forskning – med og uden hjælp udefra

Jeg arbejder til daglig i et laboratorium, knyttet til Bispebjerg Hospital i København. Der er nogle gamle bygninger. Vi siger tit, at vi ønsker få dem revet ned, men en clairvoyant mand var til behandling i nabobygningen, og han sagde, at vi ville miste en masse kraft til vores forskningsprojekter, hvis vi gjorde det. Min chef, Lise, er en meget fornuftig kvinde, men hendes mor var også clairvoyant, så hun har respekt for sådan nogle udtalelser. Vi er der stadig, og der er ingen planer på at bygge nye lokaler. Det har Sundhedsvæsenet for øvrigt ikke råd til.

Den mand, han sagde også nogle flere mærkelige ting. Det er to år siden, og det undrer mig at jeg ikke har glemt det. Min forskning har også ændret karakter i den periode. Nu handler alt om Corona. Jo, han sagde, at vi ville opdage noget, som andre ikke havde set eller forstået. Og hvis vi var interesseret i hans konklusioner, kunne vi bare ringe ham. Han gav mig sågar sit kort, med nummer og det hele. Jeg forstår det selv ikke, men kortet havde nogen sat op på opslagstavlen i korridoren.

Ja, her i december, lige før jul, før alle vaccinationer skulle til at gå i gang, havde en forsker fra USA advaret os om en særlig vaccine. Nu bruger vi jo ikke denne i Danmark, men der, ved det tidspunkt, vidste vi ikke noget om de problemer med blodpropper som den skaber. Det var en tidligere kollega til Lise, som i en mail skrev om nogle symptomer de havde set, når de begyndte at afprøve vaccinen. Jeg var i gang med at teste mRNA-vacciner på nogle rotter (jo, jeg ved, de siger vi ikke har testet klinisk, og det har vi heller ikke, i den almindelige forstand) og opdagede, at nogle af dem pludselig døde, foran mine øjne. Vi kunne ikke forstå, hvad der var sket. De plejer da ikke at dø sådan der, af en almindelig, tilpasset dose vaccin.

Jeg kunne ikke sove ret meget, den efterfølgende nat. Da jeg stod op, huskede jeg kortet, og tænkte, mine kollegaer behøver jo intet få at vide. Jeg var på arbejdet før alle de andre, fik fat i kortet og ringede til ham, selv om uret viste ti minutter i syv. Han svarede. Jeg sagde mit navn. ”Bispebjerg”, sagde han. ”Det er spikeproteinet. De beskadiger blodkarrene. Danner propper. Denne type af vaccine er værst – dobbelt helix. Tillykke med forskningen”, sagde han og lagde straks røret på.

Ingen havde, ved det tidspunkt, en anelse om, at spikeproteinet kunne få de følger. Jeg sagde ikke noget til mine kollegaer. Jeg er fej, det indrømmes. Og det varede helt til medio marts, før flere havde opdaget problemerne med denne vaccine. Vi er jo holdt op med det, till og med efter at EMA mente at fordelene ved vaccinen opvejede ulemperne. Men i Sverige og Finland bliver de ved. Norge holdt op, ligesom os. Jeg er ikke stolt af mig selv. Men hvem indenfor videnskabssamfundet tør sige, at en clairvoyant vidste noget, de selv ikke kunne finde ud af?